Kommissorium

Kommissorium for arbejdsgruppen vedrørende ”Retningslinjer for ansvarligt ejerskab og god ledelsesskik for kapitalfonde i Danmark”, 15. oktober 2007

Baggrund
I takt med at kapitalfonde har opnået en større rolle i erhvervslivet, øges også deres samfundsmæssige ansvar. Det stiller krav til åbenhed om fondene og deres aktiviteter i de virksomheder de ejer. Brancheforeningen DVCA vil derfor arbejde med et sæt retningslinjer for, hvordan fonde og deres virksomheder arbejder og rapporterer. Målet er at øge kendskabet til kapitalfondenes virke, og DVCA indbyder i den forbindelse alle interessenter til dialog.

Åbenhed en international tendens
Kravet om øget åbenhed er et internationalt fænomen. I verdens globale finanscentrum, London, er den såkaldte Walker Working Group således ved at udarbejde engelske retningslinjer, der vil få stor betydning for alle kapitalfonde - også danske. I den internationale sammenhæng er Danmark en lille spiller, og det gør det vanskeligt at lave danske retningslinjer uden at skele til, hvad de store spillere gør. Kapitalmarkedet er internationalt, og det gælder også kapitalfondes aktiviteter. Derfor vil der blive taget udgangspunkt i arbejdet fra Walker Working Group.

Arbejdsgruppens opgave
Opgaven er at formulere retningslinjer for ejerskab og god ledelsesskik, dvs. for hvordan kapitalfonde rapporterer om deres aktiviteter, og hvordan de arbejder i forhold til de virksomheder, de ejer.

Overskrifterne for indholdet kommer bl.a. til at omfatte:

  • Definition og beskrivelse af kapitalfonde, marked og arbejdsform
  • Finansiel rapportering fra kapitalfondsejede selskaber
  • Relationer mellem fond, virksomhed, ledelse og bestyrelse
  • Rapportering til investorer
  • Øvrig kommunikation på branche, fonds- og virksomhedsniveau


Det nærmere indhold af retningslinjerne, vil blive fastlagt i løbet af november/december 2007.

Invitation til dialog
DVCA ønsker dialog med alle, der har en holdning til kapitalfonde -både kritikere og samarbejdspartnere. Derfor vil der blive informeret åbent om arbejdet, og alle relevante parter vil blive inviteret til at se på, hvad der kan gøres for at forbedre kommunikationen.

Walker Working Group
Sir David Walker blev af BVCA udpeget til at lede arbejdet med og analysen af åbenheden og gennemsigtigheden i den engelske private equity branche parallelt med den danske arbejdsgruppe. Walker Working Group er den gruppe, der er blevet nedsat for at bistå ham i arbejdet. Målet er at udarbejde nogle frivillige retningslinjer for kapitalfondene i Storbritannien.

Læs den danske oversættelse af høringsudgaven af Walker Working Groups executive summary fra rapporten "Åbenhed og Gennemsigtighed i Private Equity" her

Læs den danske oversættelse af sammenfatningen fra Walker Working Groups endelige udgave af "Åbenhed og Gennemsigtighed i Private Equity" her