Presse og nyt

25. februar, 2013

DVCA: Selskabsskattesænkelse ikke ambitiøs nok

Der er ros fra de danske investorers brancheforening, DVCA, for, at regeringens kommende vækstpakke ser ud til at sænke selskabsskatten. Det er dog langt fra ambitiøst nok, lyder kritikken.

Et fald fra 25 pct. til 22 pct. er en rigtige vej for selskabsskatten, men en endnu større sænkelse burde være ambitionen, mener DVCA – den danske venture- og kapitalfondsforening.

”Hvis vi for alvor vil sætte gang i væksten, skal ambitionsniveauet være langt højere. DVCA mener, at Danmarks selskabsskat skal være blandt de laveste i EU,” siger Jannick Nytoft, der er adm. direktør for DVCA, og fortsætter:

”At regeringens vækstpakke nu sandsynligvis betyder, at selskabsskatten ryger et nøk ned, er vi naturligvis glade for. Vi havde dog håbet, at modet var til mere,” siger Jannick Nytoft.

Selskabsskat på 15 pct.

DVCA foreslår konkret, at Folketinget vedtager en rammelov, der pålægger skatteministeren altid at fastsætte en selskabsskattesats blandt de allerlaveste i EU. Brancheforeningen vurderer, at en sådan lov vil få selskabsskattesatsen helt ned på ca. 15 pct. Forslaget om den nye rammelov er at finde i DVCA’s dugfriske vækstkatalog ”Investeringer er vejen ud af krisen”.

”Selskabsskatten er et af de rammevilkår, der påvirker erhvervslivet bredt. Det har kæmpe betydning for, hvor investorer lægger deres penge, og dermed hvor virksomhederne skaber vækst og arbejdspladser.  Derfor er det også vigtigt, at vi i Danmark altid bestræber os på at have en af EU allerlaveste selskabsskatter,” siger Jannick Nytoft.

Skattepolitik er også erhvervspolitik

Det er ikke kun selskabsskatten, der bliver behandlet i DVCA’s nye vækstudspil. Hovedønskerne findes i skatteafdelingen, hvor de opfordrer til en ny erhvervsstrategi, der kan sikre stabilitet og retssikkerhed.

”Vi efterlyser en størrelse forståelse af, at skattepolitik også er erhvervspolitik. Lovforslag som investorskatten L10, der betyder dobbeltbeskatning, og en fortsat iværksætterskat på udbytter, er lovgivning, som er stemt igennem helt uden blik for, hvor skadeligt det er for dansk erhvervsliv. Derfor er tilliden fra investorerne til skattesystemet ved helt at forsvinde,” mener Jannick Nytoft.

Det betyder ifølge brancheforeningen, at både danske og udenlandske investorer vil søge væk fra Danmark, og med sig tage den kapital, der er livsvigtig for danske virksomheders muligheder for at skabe nye job.

”Uden bedre rammevilkår til erhvervslivet får vi ikke skabt nye job. Det budskab håber vi er trængt helt ind bag Christiansborgs mure, og derfor er vi også yderst spændte på at se alle forslagene, når regeringen præsenterer sin endelige pakke” siger Jannick Nytoft.